12 kommuner inspirerer hinanden: Skoleelever skal vælge naturfagligt
Det bliver i høj grad landets kommuner, der skal bidrage til opgaven med at forme Danmarks nye matematikere, ingeniører og teknikere, oplyser det nationale center Astra.
Regeringens såkaldte Teknologipagt har en ambition om, at der over de næste 10 år skal uddannes 10.000 flere unge inden for de såkaldte STEM-områder - teknologi, IT, naturvidenskab og matematik. Interessen for at vælge den digitale og teknologiske uddannelsessti skal skabes allerede blandt de yngste i grundskolen.
12 kommuner er allerede i gang med at udvikle strategier, der vil få flere grundskoleelever til at vælge den naturfaglige vej: Dragør, Fredericia, Furesø, Halsnæs, Høje-Taastrup, Kalundborg, Kolding, Odsherred, Skive, Sønderborg, Vejle og Vordingborg. 11 procent af landets 0-17 årige bor i disse 12 kommuner.
Arbejdet er faciliteret af Astra, den samlende aktør for læring i natur, teknik og sundhed i Danmark.
Landets kommuner har allerede mål for naturfag i dagtilbud og skoler og i mange kommuner sikrer en naturfagskoordinator naturfagsundervisningen ved f.eks. kompetenceudvikling af lærere og pædagoger, ved at styrke tværfagligt samarbejde og ved at etablere de rette rammer for talenter.
De 12 kommuner har taget skridtet længere med et tværfagligt samarbejde i Astras 'Udviklingsrum 2017-19'. Medarbejderteams fra kommunerne inspirerer hinanden, og der er plads til at flere kommuner kan følge efter.
I eksempelvis Vejle arbejder mange skoler allerede med teknologiorienterede læringsmiljøer som en del af skolefagene, også naturfagene. Det gælder f.eks. EiS - Engineering i Skolen samt integration af FabLab, der handler om digital fabrikation og designprocesser.
Chef for Uddannelse & Læring i Vejle, Ulla Riisbjerg Thomsen, siger om samarbejdet i det kommunale udviklingsrum:
- Det er en mulighed for at afstemme og spejle vores indsatser inden for STEM-området og følge med i og blive inspireret af, hvad der sker nationalt og i andre kommuner. Vi er rigtig langt i arbejdet med en ny kommunal strategi for naturfag og vi mener, at det er tidlige indsatser og et fokus på overgange, der har stor betydning for børn og unges oplevelse og motivation for naturfagene.
Hollandske erfaringer
Regeringens Teknologipagt er en del af strategien for Danmarks digitale vækst. Pagten bygger i høj grad på erfaringer fra Holland, der indførte en lignende teknologipagt for 13 år siden.
Astra har haft et flerårigt samarbejde med hollænderne for at kunne bidrage til forberedelserne og implementeringen af pagten i Danmark sammen med andre relevante danske aktører.
Astra har også været medstifter af et nyt europæisk netværk for nationale STEM-indsatser – EU STEM Coalition - der fremmer lignende indsatser i andre europæiske lande.
Astra
- er det nationale center for læring i natur, teknik og sundhed i Danmark
- har 65 medarbejdere placeret fire steder i landet
- faciliterer strategisk udvikling i kommuner og regioner
- arrangerer nationale programmer Naturvidenskabsfestival og Unge Forskere
- varetager den nationale talentindsats for de dygtigste
- rådgiver og evaluerer udviklingsprojekter inden for STEM
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.